Det buldrer og brager og emmer af historie, når Sønderborg indtages af historiske aktiviteter til de årligt tilbagevendende 1864-dage i slutningen af juni, arrangeret af Historiecenter Dybbøl Banke og Aktørudvalget i Sønderborg Kommune. I midtbyen kunne turister og tilskuere i 2018 opleve autentisk byliv og historiske boder, bemandet af lokale frivillige, foreninger og medlemmer af handelsstanden.
I samarbejde med Historicum blev opført kulturhistorisk modeshow med spændende fortællinger om dagliglivet for bønder og borgerskab i 1864, mens Rollespilsakademiet sørgede for at fylde gader og stræder med 1864-personager og dagligdags optrin.